Tilfredsstillende regnskab hos Tenax Sild A/S
Selvom Corona-nedlukningerne fortsatte en god del af 2021, endte årets regnskab tilfredsstillende for Tenax Sild A/S. Men 2021 er for længst passé, og verden er en anden nu, pointerer direktøren.
Året 2021 begyndte knap så godt. Både første og andet kvartal var præget af corona nedlukninger – og nedlukningerne fortsatte endnu længere på nogle eksportmarkeder.
Alligevel kom Tenax Sild A/S, der producerer fiskespecialiteter fra fabrikkerne i Nyborg og Aalbæk, godt igennem året 2021, der endte med overskud på 7,8 mio. kroner efter skat.
”Når man tager i betragtning, at både det danske foodservice marked og de fleste eksportmarkeder lå underdrejet en stor del af året, må vi sige, at resultatet er tilfredsstillende”, siger Anette Ladefoged, CEO i Tenax Sild A/S.
På detailmarkedet kom Tenax Sild A/S fint igennem 2021, selvom det ikke kom op på rekordåret 2020, hvor alle arbejdede hjemmefra, og rigtig mange danskere købte sild til frokosten i supermarkederne, forklarer hun.
”Årets gode resultat skyldes primært, at vi i det ”store” nedlukningsår 2020 skar omkostningerne til. Det lønnede sig i 2021”.
Krigen har forandret verden
Men 2021 er allerede længe siden. Siden Rusland invaderede Ukraine, er meget forandret.
”Der er ingen, der snakker om corona længere. Til gengæld giver krigen og sanktionerne her i 2022 en usikkerhed og uforudsigelighed, som vi ikke har prøvet før – inklusive i corona året”, siger Anette Ladefoged og uddyber:
”Vi oplever dagligt historisk høje prisstigninger på stort set alt. Og selv om vores produktion er forholdsvis enkel, så løber vi også ind i deciderede forsyningsproblemer på en række råvarer og produkter, man ikke umiddelbart forbinder med sild og fiskespecialiteter. F.eks. solsikkeolie, som bl.a. bruges til at producere dressingen til karrysild – eller helt almindelige sildeglas, som er fremstillet ved hjælp af gas”, siger Anette Ladefoged.
Tenax Sild har mærkerne ’Lykkeberg 1899’, ’Fiskemandens’ og ’Skagen’. Virksomheden er specialister i sild – både den stegte, eddikemodnede og den unikke gammeldags modnede. Desuden forarbejdes andre fiskespecialiteter som fiskefrikadeller, fiskepatéer, kaviar af stenbiderrogn og ørredrogn.
I alt er der 130 ansatte, hvoraf halvdelen arbejder i Nyborg og halvdelen i Aalbæk.